FacebookGoogle+TwitterLinkedInRSS Feed
Kommer snart
Analyse » Tema om nye familieformer

Letland efter festen - De fede års farvel

Mandag den 31. januar 2011 | Skrevet af Anne Lund Petersen & Jens Genders
smaller text tool iconmedium text tool iconlarger text tool icon

KAPITEL 1: De fede års farvel

En uendelig strøm af store, dyre biler møder os, da vi forlader parkeringspladsen ved Rigas Internationale Lufthavn og kører ind mod centrum i den sølvgrå lejebil. Modeller som Hummer, Audi Q7 og Volkswagen Touareg dominerer. Det er som om, vores Folkevogn dukker sig lidt, når de overlegent drøner forbi. Langs med hovedvejen tårner de moderne hotellers imponerende glasfacader sig op.

Det er cirka tre kvarter siden, vi for første gang satte vores fødder på lettisk grund efter præcis en times flyvetur fra Kastrup. Den øde ankomsthal mindede om dem, man ser i mindre danske provinslufthavne, og udenfor ventede en endeløs kø af røde taxaer på kunder, der aldrig kom.

Letlands 2,3 millioner indbyggere har på bare seks år oplevet EU’s største økonomiske boom og mest bratte nedtur. Vi har kun været i landet i lidt under en time, men sporene fra begge dele er allerede tydelige.

Det økonomiske eventyr

Vi er taget til Danmarks naboland på den anden side af Østersøen for at undersøge, hvordan en økonomisk rutsjetur af dimensioner har påvirket det lille, baltiske land, der stadig er ung som selvstændig nation efter bruddet med Sovjetunionen i 1991.

Et land, der for få siden oplevede en historisk optur, der tog fart med medlemskabet af EU i 2004, og som imponerede resten af Europa med en vækst på over ti procent tre år i træk. Det er mere end tre gange så højt som i Danmark, når økonomien spæner af sted.

I dag er billedet et andet. Den økonomiske krise har ramt langt værre her end i nabolandene Estland og Litauen. På to år er Letlands bruttonationalprodukt faldet med en fjerdedel, og arbejdsløsheden har rundet de 20 procent. Med andre ord har landet gennemgået stort set samme økonomiske scenarie, som da USA i 1930’erne blev ramt af Den Store Depression.

Nedturen har især ramt Letlands unge, der møder en lukket dør, når de skal videre fra uddannelse til job. Letland kæmper nu med en ungdomsarbejdsløshed på over 40 procent.

Men hvordan kunne det gå så galt?


Tilbage til udgangspunktet

Elina Visocka sidder på gulvet i sin lejlighed i udkanten af Riga. Foran hende leger toårige Kristofers med sit yndlingslegetøj; et legotog. Rummet, de sidder i, er som resten af lejligheden spartansk indrettet. En træreol med bøger, en enmandsseng og et skrivebord er rummets eneste møbler. Det er et af i alt tre værelser, som Elina deler med sin pensionerede mor og sin søn.

Hun sidder helt stille med benene foldet under sig og hænderne hvilende på lårene. Hendes ansigt er alvorligt, og hun ser ældre ud end de 25, hun er. Måske fordi hun ikke har makeup på i dag. Måske fordi hun er mor og lige nu sidder og overvejer, hvordan hun skal få råd til at forsørge sin søn, når socialstøtten fra kommunen stopper i næste måned. De 2000 kroner om måneden, hende og moren har tilsammen, rækker i forvejen ikke langt til tre, når huslejen sluger det halve.

Det er torsdag formiddag, og Elina har god tid. Som de fleste af sine jævnaldrende venner er hun arbejdsløs, selvom hun har en bachelor i historie og filosofi fra universitetet i Riga. Og ligesom de fleste andre unge oplevede det, ændrede krisen med et slag hendes liv. Slut med job, slut med egen lejlighed og slut med biografture og cafébesøg. Huslejen på 3000 kroner var umulig at betale som nybagt mor uden arbejde, og Elina måtte flytte hjem til sin mor som tusindvis af andre unge.

Hun finder det komisk. Da opturen kom, ville alle have egen lejlighed og bo for sig selv. Men nu flytter familier igen sammen og hjælper hinanden på tværs af generationer, som de altid har gjort det i Letland. Det er som om, de slet ikke er nået nogen vegne. Som om, de er tilbage ved udgangspunktet.


En falsk fest

Lars Christensen, chefanalytiker i Danske Bank og ekspert i de baltiske landes økonomi, har et bud på, hvorfor den fremadstormende lettiske økonomi med ét endte i kaos.

Det var en falsk fest, der var finansieret af lånte penge. Det var dømt til at gå galt


”Det var en falsk fest, der var finansieret af lånte penge. Det var dømt til at gå galt. Jeg sammenligner det med at drikke en flaske vodka: Du kan ikke undgå at få tømmermænd dagen efter. Du kan udskyde dem ved at drikke en flaske vodka mere, men så dør du af det til sidst.”

Festdeltagerne var hundredetusinder af tidligere sovjetborgere, der aldrig før havde haft adgang til at låne penge. Letterne købte fast ejendom, store biler (der stadig spøger i Rigas gader), sofaarrangementer og fladskærme finansieret af lån gavmildt givet af skandinaviske banker. Svenske Swedbank, SEB og Nordea var nogle af dem, der så mulighederne i de ”baltiske tigre,” som Estland, Letland og Litauen blev døbt på grund af deres buldrende økonomier.

Økonomerne er enige om, at Letlands økonomi har ramt bunden her to år efter, finanskrisen væltede den omkuld. Men de er også enige om, at det er nu, eftervirkningerne af faldet for alvor kan mærkes i det lettiske samfund.


Betonkirkegården

Man ser dem overalt i byen. De gule og grå skilte med påskriften ”iznoma” og ”pardod.” Til leje og til salg. De hænger på de mange nybyggede lejlighedskomplekser og kontorbygninger i Riga. Et forgæves forsøg på at få afsat de tomme bygninger, så utålmodige kreditorer kan blive mildnet.

I Jurmala, 25 kilometer fra Riga, har krisens indtog også sat tydelige fodspor. Den lille by ved kysten er Letlands svar på Strandvejen i Nordsjælland. Byen er blevet en kirkegård for halvfærdige betonskeletter. De skulle have stået færdige for længst som imponerende luksusvillaer. I stedet står de nu forladte tilbage med metalstænger stikkende ud af den rå beton og minder om dengang, alt kunne lade sig gøre. Dengang huspriserne steg 60 procent om året, og ejendomsbranchen gik forrest i opsvingets fremmarch.


En tom fornemmelse

Det er mandag den 3. maj 2010. Letlands Universitet i Riga har arrangeret en konference i anledning af, at landets uafhængighedserklæring fylder 20 år. Elina Visocka sidder bag et bord og smiler til rækken af jakkesæt, der kommer mod hende. Hun sætter kryds ud for deres navne og giver dem hver et navneskilt.

Hun har været med til at arrangere konferencen og får løn af universitetet, når dagen er omme. Alligevel er hun helt tom indeni. Hun burde være stolt over, at hendes søn kan vokse op i et frit, demokratisk land. Men hun føler ingenting.

Det ændrer jo alligevel ikke noget. De, der har magten, tænker kun på penge. Det har de gjort de sidste 20 år, og det bliver de sikkert ved med. Det er to år siden, hun har stemt til et valg, selvom der har været flere. Ingen af partierne foreslår løsninger på situationen. Hun kan ikke få sig selv til at stemme på nogen af dem. Ingen af dem fortjener en stemme.

Elina er vred. Vred over at være 25 år og fyldt med energi og vilje til at forsørge sig selv og sin familie uden at kunne få lov.

Hun tænker på sin søster. 40 år, arbejdsløs og mor til tre. Hun snakker om at prøve lykken som privat rengøringshjælp i Tyskland. Elina har også tænkt på at flytte. Flere af hendes venner er rejst til England og Irland, hvor de arbejder i fastfoodrestauranter. Men det er jo her, hende og Kristofers hører til.

Hvorfor klarer Letland sig så meget dårligere end andre lande? Er det, fordi letterne er dummere? Hun forstår det ikke.


”Man kan også kalde det dumt”

Galt gik det. Med det var ikke, fordi tegnene på økonomisk overophedning udeblev. Tværtimod. Inflationen nåede året før, krisen satte ind op på 18 procent. Men hvad gjorde det, når de årlige lønstigninger var omkring det dobbelte?

Den løbske økonomi fik alle advarselslamper til at blinke hos økonomer i og uden for Letland. Den danske økonom Morten Hansen, leder af økonomisk institut på Stockholm School of Economics i Riga, der svarer til Handelshøjskolen i Danmark, mener ligefrem, at Letlands regering gjorde alt efter bogen, når det handler om at få en allerede overophedet økonomi til at koge over.

”Når den private sektor buldrer af sted, skal staten helst holde igen og skabe budgetoverskud. Letlands regering gjorde det modsatte. Skatteindtægterne steg helt abnormt, og alle pengene blev brugt på lønstigninger, skattenedsættelser og ambitiøse byggeprojekter. Sådan en økonomisk politik er normalt forbeholdt krisetider, hvor man forsøger at sætte gang i en sløv økonomi.”

Når den private sektor buldrer af sted, skal staten helst holde igen og skabe budgetoverskud. Letlands regering gjorde det modsatte


Den politik betød, at staten ikke havde en øre på kistebunden, da krisen ramte. Morten Hansen konkluderer:

”Regeringen brugte alle midler, staten havde, til at øge væksten i en allerede overophedet økonomi. Det er mildest talt… ja, man kan kalde det inkompetent. Man kan også kalde det dumt.”


Prisprutternes paradis

I elektronikbutikkerne står fladskærmene linet op på rækker, mens telefoner, musikafspillere og harddiske ligger pænt side om side i store, aflåste montre. I de prangende skobutikker står skinnende stiletter på små podier og venter på at skabe bekendtskab med en kvindefod, og i boligbutikkerne er der uanede muligheder for at erhverve sig en komplet Bo Bedre-dagligstue med tilhørende nips. Ekspedienter på stribe står klar til at tage godt imod enhver, der våger sig ind i forbrugshimlen.

Der mangler ikke noget i det gigantiske indkøbscenter Spice lidt uden for Rigas centrum. Måske lige bortset fra kunder. For det relativt nybyggede center, der rent arkitektonisk minder om noget fra Dubai, er rungende tomt denne mandag eftermiddag i maj.

Centre som Spice regnede ned over Riga i ”de fede år,” som letterne selv kalder tiden før den økonomiske nedtur. Men nu er der langt mellem de købestærke kunder.

Ved en Matas-lignende butik løber vi ind i en ihærdig kvindelig sælger, der vil have os til at investere i et neglesæt til den nette sum af 240 kroner. Da vi pænt ryster på hovederne og gør mine til at gå, bliver sættet pludselig 80 kroner billigere. Det er noget nemmere at prutte om prisen her end i storcentrene hjemme i Danmark. Sandsynligvis fordi detailhandlen i Letland flere år i træk er faldet med en tredjedel.

Men det er langt fra kun den private sektor, der er ramt. Statsbudgettet for 2010 var stort set dikteret af Den Internationale Valutafond og EU, der har reddet Letlands økonomi med store lån. Kravet er, at statsunderskuddet skal bankes ned med mere end fem milliarder kroner. Det betyder blandt andet, at der ikke længere er garanti for, at de lettiske børn kan få plads i en daginstitution.


Det skal gå

Elina står klar for enden af rutsjebanen på den store legeplads.

”Jeg griber dig. Kom bare,” siger hun og smiler til sin søn, der står oppe i legetårnet klar til at tage turen ned i armene på sin mor.

Legepladsen er helt ny. Sandkassen, gyngerne, vipperne og legetårnet er malet i grøn, gul og blå. Beviset på, at opturen også nåede herud. Rundt om legepladsen står gråbrune, modløse bygninger solidt plantet i jorden. Boligblokke, der er tydelige levn fra Sovjettiden, og som stadig huser mange af Rigas indbyggere. Over en tredjedel af befolkningen bor i hovedstaden, så det er nødvendigt at bo i lag. Elina tager tit sin søn med på legepladsen, for Kristofers kan ikke få plads i en vuggestue på grund af lange ventelister, og Elina har ikke råd til at betale de 2000 kroner, det koster at få ham foran i køen.

Hun tænker på Kristofers legekammerat. En lille pige, der bor hos sine bedsteforældre, fordi hendes forældre købte hus på kredit, lige før krisen satte ind. Nu er de blevet nødt til at rejse til hver deres europæiske land for at arbejde og tjene penge nok til at betale af på lånet.

Det kunne hun aldrig gøre. Ligegyldigt hvor meget hun skyldte, kunne hun ikke rejse fra sin søn.

Til september vil hun begynde at læse igen, hvis hun ikke finder arbejde. Også selvom det betyder, at hun bliver nødt til at låne penge til at betale for uddannelsen. Hun kan ikke holde ud at sidde derhjemme mere.

På en eller anden måde skal det nok gå. Den altopslugende, opgivende følelse, hun havde for et år siden, er erstattet af et forsigtigt håb for fremtiden. Hun tvinger sig selv til at være optimistisk. Det skal gå.

(Side 2 ud af 4)
 

Husk at dele dine oplevelser med dine netværk!