FacebookGoogle+TwitterLinkedInRSS Feed
Kommer snart
Analyse » Tema om nye familieformer

Kan du holde på en hemmelighed? - Artiklen

Tirsdag den 8. marts 2011 | Skrevet af Kasper Reggelsen & René Løkkegaard Jepsen Illustration af Tue Clausen
smaller text tool iconmedium text tool iconlarger text tool icon

Nogle gange kan hemmeligheder være så hemmelige og forfærdelige, at de aldrig vil kunne fortælles. Andre kan være morsomme, underfundige eller helt ligegyldige for dem, der får dem fortalt.
Men hvordan er de at bære på, og hvad er prisen ved at bekende dem? Og hvad med dem, der tager imod en viden, som kan tynge dem, og som de aldrig vil kunne komme af med?


illustration: Tue Clausen

“Vi sidder ved bordet. Jeg er på juleferie hos dem. Jeg havde lovet mig selv, at inden jeg tog tilbage til Århus, ville jeg få dem det fortalt. Jeg havde i dagene op til skrevet en lang tale og holdt den for mig selv et par gange. Jeg havde virkelig forberedt mig, for jeg var frygtelig bange for, at min far skulle blive ked af det.”

Dette handler om hemmeligheder. Hemmeligheder, som alle har. Hemmeligheder, som tynger. Hemmeligheder, man vælger at bekende. Og hemmeligheder, der kan ødelægge eller hjælpe, hvis de bliver fortalt. 25-årige Frederik havde en hemmelighed. En hemmelighed, han havde forsøgt at fornægte altid. En hemmelighed, han var nødt til at fortælle sin familie.


Det professionelle vidne og de dårlige hemmeligheder

“Hemmeligheder er psykologisk set en måde at danne skel mellem mennesker. Vi, som mennesker, er nødt til at skabe skel for overhovedet at forstå, hvem vi er,” fortæller psykolog Jacob Mosgaard, mens han låser døren til sin praksis op i København. Han  har flere års erfaring i at tale med både børn, unge og voksne. 

“Det kan eksempelvis være en måde at definere sig i forhold til personer, som man har noget særligt med. Derfor har børn også mange hemmeligheder over for voksne. Og det er godt, fordi det er en måde at definere sig selv som et selvstændigt tænkende individ, som godt kan finde ud af at håndtere en viden selv,” fortæller han og holder en kort pause.

“Som psykolog har jeg tavshedspligt. Når nogen siger noget til mig, er der en forventning om, at jeg ikke siger det videre, og det er fordi, at dét, man siger til mig, tilhører den person, der fortæller mig det. Det behøver denne person ikke at dele med resten af verden. På den måde skaber man et skel mellem terapitimen og resten af ens liv,” forklarer han. 

Folk henvender sig til tider til Jacob Mosgaard, hvis de er i tvivl om, hvordan og hvorvidt de skal fortælle deres hemmeligheder til familie eller venner. Andre kommer bare for at dele deres hemmelighed:  

“Det kan være en stor lettelse at have et rum, hvor man kan tale frit, og have én, der lytter, og forstår en. Selve fornemmelsen af ikke at være alene i verden har en gigantisk betydning for os mennesker.” 

Selve fornemmelsen af ikke at være alene i verden har en gigantisk betydning for os mennesker


Jacob Mosgaard forklarer også, at han ofte bliver brugt som et slags eksperimenterende rum, hvor fordømmelsen kan prøves af og tales igennem:

“Det kan være en måde at sikre sig, at man ikke bliver mødt med de fordømmelser, som man frygter. De fortæller hemmeligheden til mig og finder ud af, at jeg godt kan håndtere det. Dermed kan de måske selv få modet til at fortælle det videre til andre.” 

Jacob Mosgaard fortæller, at en vigtig grund til, at vi helst ikke vil være alene med vores hemmelighed, er, at vi vil have vidner til vores liv:

“Det at have vidner til sit liv, sin identitet og sin hemmelighed, er ekstremt vigtigt for os. Det er en måde at understrege, at vi ikke er alene. At der er nogen, som ser os. Derfor kan det være en stor lettelse, hvis man har gået med et tabu, at der endelig er en, som lytter til ens hemmelighed. Og som man kan være fælles om, så man kan blive bekræftet i, at man ikke er skør, og at man er okay, som man er.”

Hemmeligheder, som ikke må fortælles, påvirker nemlig psyken, og det kan man i sidste ende blive syg af:

“Hemmeligheder kan i værste tilfælde holde nogen fast i en lidelse og forhindre dem i at komme videre med deres liv. Jeg har eksempelvis en klient, som har været udsat for nogle forfærdelige ting i sin barndom. Hun er bange for at sige det, der skete, højt. Så selve hemmeligheden bliver vigtigere end indholdet. Jo længere tid man går med hemmeligheden, jo større bliver den. Og jo mere belaster den.”

Sommeren 2006. Et halvt år efter

"Da jeg var kommet så vidt, at jeg havde erkendt det fuldt ud over for mig selv og fortalt det til mine forældre, gik der yderligere et halvt år, inden jeg sagde det til mine venner. Det var et svært halvt år. Jeg havde lyst til at fortælle det, men det var svært at komme ud over rampen og få det sagt til personer, som man havde kendt i mange år. Og der var et par stykker, som jeg virkelig frygtede at fortælle det til. En aften, hvor jeg endelig fik det fortalt til nogle af mine nærmeste venner, gik vi i byen. Sidst på aftenen var jeg alene tilbage med ham, hvis reaktion jeg havde frygtet mest. Også fordi at jeg havde kendt ham længst. Baren lukkede, og vi fulgtes hjem. Inden vi skiltes, sagde han, at det ville være løgn, hvis han sagde, at ingenting var forandret.“

Den offentlige bekendelse og det personlige ansvar

”Hvis man havde syndet, var det en offentlig sag. Ikke kun én imellem den pågældende og Gud. Man havde sat sig over fællesskabet, og hvis man skulle reintegreres tilbage i dette, var det en nødvendighed, at man stillede sig frem og fortalte sin synd foran resten af menigheden.”

Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor på Københavns Universitet, har forsket i den katolske kirke og tro om skriftemålet i sin tidlige form.  
Inden middelalderen var hemmeligheder og synd nemlig ikke et privat anliggende. Havde man syndet, var det et problem for hele byen, og et skriftemål skulle således ske i fuld offentlighed.

Skriftemålet er dog siden blevet privat, og de hemmeligheder, man bærer, er nu blot et anliggende mellem den enkelte, Vorherre og formidleren af syndsforladelsen, præsten. Og det at bekende sig er populært i disse tider. Flere og flere katolikker vælger at skrifte, end det har været tilfældet i de senere år, vurderer Sebastian Olden-Jørgensen. Han hæfter sig ved, at der er et sammenfald med den store interesse for tv-programmer, som viser folk, der fortæller hemmeligheder og den stigende interesse, der er for det traditionelle skriftemål.

”Det personlige ansvar er blevet centralt igen. Man vil gerne vedkende sig sit ansvar, og derfor vil man bekende de ting, der plager én. Hvis man er katolik, sker det i kirken. Men jeg vil nu også fastholde, at det er en vis trang til at eksponere sig selv, der får folk til at stille op til skriftemål i fjernsynet. Det er nok ikke for at blive reintegreret i samfundet, som det var tilfældet engang,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.


Skylden, skammen og sandhedens time

“Jeg bekender hermed, at jeg, tilbage i 2005, kom til at hive en kiste op af en grav. Jeg ved godt, at graven endnu ikke var dækket til, at jeg ikke var alene om det, og at kisten ikke nåede at blive åbnet. Men jeg har gjort det for sidste gang.”

Denne bekendelse er skrevet af en anonym mand på hjemmesiden www.bekendnu.dk, som er en af de mange elektroniske skriftestole, der findes på nettet. Her kan man anonymt bekende sine hemmeligheder og derefter modtage folkets dom i form af brugerkommentarer. Ser man bort fra en lang række bekendelser af diverse perversiteter, som forhåbentligt ikke skal tages alt for pålydende, er der alligevel flere brugere, der giver udtryk for en reel hensigt, når de blotter deres inderste hemmeligheder på hjemmesiden.

“Internettet har åbnet for en række kanaler, hvor alle kan få stillet deres psykologiske behov. Det kan ske i fora, hvor man diskuterer anonymt med andre, eller det kan ske ved at bekende fejl, mangler eller hemmeligheder på en hjemmeside. Behovet, som vi ser udfoldet på nettet, har hele tiden været der, men teknologien har åbnet en platform for dette,” siger Jan Brødslev Olsen, sociolog ved Aalborg Universitet. Han vurderer, at emnerne og grænserne, for hvad der er en hemmelighed, er blevet rykket i takt med, at selvet i stigende grad er blevet mindre og mindre privat.

“Alligevel er det grundlæggende de samme problemer og fejltagelser, som mennesker kæmper med, og jeg tror ikke, at karakteren af folks hemmeligheder er ændret markant over tid. Utroskab er eksempelvis stadig forkert, og det samme er bedrageri og det at bagtale andre,” fortæller han.

Tv er også blevet en platform for bekendelser, præcis som internettet. Her er de dog ikke anonyme. I programmet Sandhedens Time på TV3 stillede helt almindelige mennesker op og blottede selv de mest intime og personlige hemmeligheder. Og Jan Brødslev forstår godt, hvorfor dette koncept blev en succes med knap 200.000 faste seere:

“Det er helt fundamentalt, at vi er interesseret i det skjulte, og derfor interesserer mennesker sig for andres hemmeligheder. Mennesket har altid været nysgerrigt efter det, som vi ikke kan se, og der er egentlig ikke den store forskel på den videnskabelige trang, som mennesket altid har haft, og den nysgerrighed efter hemmeligheder, som mange har: Det handler om lysten til at komme ind under overfladen og bagom det, der er skjult.”

Det er Charlotte Holm, executive producer hos Metronom, som stod bag tv-programmet Sandhedens Time, helt enig i:

“Og så handler det om, at vi, ved at høre andre folks inderste tanker, kan spejle vores eget liv og moral i disse. På den måde kan vi måle os frem til, at vi er helt normale. Heldigvis har de fleste mennesker så rigeligt med tvivl og fejltrin på samvittigheden, at langt hovedparten af seerne kan identificere sig med deltagerne, når de i programmet blotter sig offentligt. Altså en blanding af identifikation, bekræftelse og selvhævdelse. Man skal jo heller ikke glemme, at selvbedrag og fortrængning er en god og helt nødvendig overlevelsestaktik, der alt andet lige gør det lettere for os som seere at hævde os i forhold til de mennesker, der bekender sig på tv.”

Charlotte Holm bladrede sig igennem et par tusinder ansøgninger fra danskere, som ønskede at stille op i programmet, og faktisk var det ikke de 500.000 kr., som deltagerne kunne vinde, folk var mest interesseret i. Det var kun en sidegevinst for dem, fortæller hun.

“De personer, vi interesserede os for, når vi udvalgte deltagerne, var dem, der havde noget, som de gerne ville af med, noget de gerne ville have ud i det åbne. Man kan sige, at de ville bruge programmet som offentlig skriftestol, og de håbede på tilgivelse og syndsforladelse. Mange af dem var ikke velhavende og kunne godt bruge pengene, men det var ikke deres primære motiv for at melde sig. Det kunne man faktisk også se i programmerne. Nogle stoppede spillet, fordi familien gerne ville have det. Deltagerne havde altså en mission, der ikke handlede om penge, men om at få gjort rent bord i forhold til familie eller vennerne.”

Jan Brødslev Olsen mener, at vi har hemmeligheder, når vi ved, at vi har lavet noget forkert eller gjort noget, der kan opfattes forkert:

“Skyld og skam er de centrale begreber. Skylden er den følelsen, man har, når man har gjort noget forkert, muligvis overtrådt nogle gældende regler, og skammen er den, der optræder, når man har gjort noget pinligt. Både skyld og skam knytter sig til værdisættelsen af et menneske, og det er derfor, at man holder det hemmeligt: Man frygter, at andre tænker dårligere om en, hvis de finder ud af det, man har gjort. Samtidig er det så interessant, at mennesker er indrettet sådan, at det er meget svært at holde noget hemmeligt over tid.”

Charlotte Holm blev selv overrasket i forbindelse med programmet. Hun så flere af deltagerne bekende de mest forfærdelige ugerninger, men som alligevel gik lettet fra optagelserne:

“Manden bag formatet "Moment of Truth", Howard Schultz, siger selv, at ideen er opstået ud fra tanken om, at "the truth shall set you free". Et citat fra Bibelen. Det er let at blive forført af den tanke, men det overraskede mig, at det rent faktisk var sandt.”

Omkring 1994, teenageårene og frem
“Jeg havde egentlig ikke rigtig lyst til at tale med nogen om det. Jeg forstillede mig, at hvis jeg ikke reagerede på det, så ville det forsvinde. Jeg var så stærk i fornægtelsen, at jeg end ikke overvejede at undersøge det. Især min far undrede sig. Han kom med små bemærkninger en gang imellem. Hvis jeg nu havde en kæreste, ville de jo gerne møde hende, sagde han. Jeg mødte også flere piger, der var søde og sympatiske, og jeg prøvede at forelske mig, men det gik bare ikke. Så når min far undrede sig, så undrede jeg mig også. Men det måtte jo ske, før eller siden. Alligevel havde jeg hele tiden mistanken i baghovedet. Jeg fik tanken første gang, da jeg var 15 år. Det var skolekammeraterne, da jeg gik i gymnasiet, og medstuderende og tutorer, da jeg begyndte på universitetet. Jeg blev fascineret af dem. Det var nogle, som jeg så op til, men jeg sagde til mig selv, at det var derfor, og at jeg betragtede dem som forbilleder, ikke andet. Jeg turde ikke erkende det. Også fordi jeg havde mange fordomme. Homoseksuelle var sådan nogle flamboyante typer, tænkte jeg. Feminine mænd. Jeg kendte heller ikke nogen, der var homoseksuelle. Kun en enkelt, men det var perifert, og han var i hvert fald en flamboyant type, så jeg synes egentlig, at jeg havde god grund til at afvise det. Sådan var jeg jo ikke. Jeg havde også læst, at det er meget normalt, at unge mænd gennemgår en homoseksuel fase. Så jeg tænkte, at det nok var den fase, jeg var i nu, og at det ville gå over, hvis jeg bare ventede.”


Den tavse gerning & dilemmaet i at gøre det gode

“Jeg vidste, at han var på vej i opløsning. Men han ville ikke i behandling. Skulle jeg have ringet til konen, der var gået fra ham eller arbejdspladsen, hvor jeg kendte chefen, for at få dem til at hjælpe? Han sagde, at han havde truffet et valg om at drikke sig selv ihjel, og at han ikke ønskede, at jeg gjorde noget. Så det gjorde jeg ikke.”

Kort tid efter modtog Bo Christensen en kort meddelelse fra politiet. En enkelt sætning informerede om selvmordet. 

Bo Christensen er læge i byen Låsby, der ligger mellem Silkeborg og Århus.  I Låsby kender man hinanden, og som byens familielæge har Bo Christensen et forhold til de fleste af byens indbyggere, ligesom han kender nogle af de hemmeligheder, som de bærer på. 

“Det var selvfølgelig mandens ønske og valg, men det påvirker alligevel én. Jeg gjorde det rigtige ifølge lægeloven. Det vil jeg mene. Men om jeg gjorde det gode, er jeg mere i tvivl om. Det gjorde jeg nok ikke. Jeg kunne have gjort det anderledes,” siger han om episoden, der skete for et par år siden. 

Som læge har han tavshedspligt, og det er patienterne helt klar over, når de kommer til en konsultation:

“De understreger ofte, at det noget, som de fortæller, da jeg netop har tavshedspligt. Dog gør tavshedspligten også, at jeg kan komme i et dilemma. Det kan eksempelvis opstå et, hvis en patient beder om at få en HIV-test, der viser sig at være positiv, og beder mig om at undlade at nævne dette for hans kone, som også er min patient. Er det så alvorligt, at man skal bryde sin tavshedspligt?”

Et dilemma som dette kan gøre det svært, når man er læge i en mindre by, mener han. Derfor er det nødvendigt, at man er afklaret med sin egen moral og de situationer, man kan komme i: 

“Har man ikke et netværk af kollegaer, i lægehuset eller i grupper, hvor man tager problemstillingerne op, kan det være en belastning at vide så meget om nogen, man kender, møder i byen og omgås i privatlivet. Samtidig skal jeg også passe på, at min egen moral ikke ender med at fordømme personer, som gør noget, der strider imod min egen overbevisning, da jeg stadig skal hjælpe patienten på bedst mulig vis.” 

Bo Christensen har også stået i situationer, hvor han er vidende om en skæbne, som han må holde hemmelig. Hemmeligheder, der i sidste ende kan falde tilbage på ham selv.

“Jeg havde en patient, som fik konstateret kræft. Han var meget velfungerende, og jeg kendte familien, som havde et godt sammenhold. Han sagde tidligt i forløbet, at han ikke ville vide, når de sidste behandlingsmuligheder ophørte, ligesom at jeg ikke måtte fortælle det til hans kone,” fortæller Bo Christensen. 

Han besøgte patienten en gang om ugen i hjemmet, da det begyndte at gå ned ad bakke:

“Alle kunne se, at det stod skidt til, også ham selv. Konen spurgte på et tidspunkt under et besøg, mens patienten var der, om man kunne gøre mere, eller om det var ved at være slut. Der gik jeg i stå. Jeg sagde til dem, at det ikke var ved at være slut endnu, selvom jeg godt vidste, at det var direkte forkert. Pludselig stod jeg med en viden, som var blevet hemmelig. Han bad mig om at skjule det for dem, og jeg sagde det derfor ikke.”

Han bad mig om at skjule det for dem, og jeg sagde det derfor ikke


Da manden døde, skiftede konen læge. Hun skrev et brev til Bo Christensen, hvori hun forklarede sit valg med, at hun syntes, at han havde optrådt uærligt over for hende og hendes mand ved ikke at fortælle om den uundgåelige skæbne. 

”Jeg forklarede hende, at jeg var ked af situationen, men jeg kunne faktisk ikke engang skrive, at det var efter ønske fra hendes mand. Selv dér kunne jeg ikke fortælle hemmeligheden og bryde min tavshedspligt.”


Syndsforladelsen og det at se ind i sjælen

”Jeg bliver aldrig overrasket over det, som folk fortæller. Selvfølgelig gør jeg mig nogle tanker om, hvordan jeg ville reagere, hvis nogen skulle bekende et mord. Men hvis det sker, så skal Vorherre nok hjælpe mig med at finde den rigtige måde at reagere på. Inden jeg blev præst, tænkte jeg ofte over dette.”

Herbert S.J. Krawczyk er katolsk præst. Han er født og uddannet i Polen, men har siden 1973 taget imod skriftemål i Danmark, først i København og siden i Århus.

Han fortæller, at katolikker skal skrifte en gang om året, og han kan fortælle historier om det store vægmaleri, der er i det spartanske rum, hvor synderne vaskes væk, i Vor Frue Kirke midt i Århus. Et vægmaleri, der symbolsk viser en flok helgener i march med treenigheden i Himlen, frelste og uden syndige hemmeligheder. Når han hører folks skriftemål, foregår det altid med et billede af Pater Pio liggende på bordet. Pator Pio var en munk, der siges at kunne se direkte ind i et menneskes sjæl.

”Det er aldrig noget af det, som én har sagt til mig, der har påvirket mit syn på vedkommende. Efter skriftemålet er det simpelthen glemt, og jeg tænker ikke over det, jeg har hørt. Det er nok den nåde, jeg som præst har modtaget, der gør, at jeg kan klare det, uden at det volder mig problemer.”

Når en person har skriftet eller fortalt noget intimt, som denne muligvis ikke har delt med andre, taler Herbert S.J. Krawczyk altid om dette med personen. Det er nemlig også vigtigt at vejlede, og hvis der er én, som fortæller noget, som synes at påvirke den skriftende, tager Herbert S.J. Krawczyk gerne samtalen. Også selvom at udgangspunktet var en syndsforladelse og ikke en vejledende samtale om en hemmelighed, som personen er mærket af.

”Man kan tydelig mærke, at de får det bedre, når de fortæller noget til mig. Man kan se det på dem, og hvis de ikke fik noget ud af det, ville de nok heller ikke komme,” siger Herbert, S.J. Krawczyk, der har godt 3500 sognebørn i Århus fordelt på knap 80 nationaliteter, hvilket er landets største katolske menighed.

Sommeren 2005, et halvt år forinden
”I løbet af efteråret kom jeg i kontakt med nogle fyre, som jeg havde skrevet med på internettet. Jeg ville egentlig bare finde ud af, hvem jeg selv var. De fyre, jeg skrev med, havde forståelse for den fornægtelse, jeg havde været igennem og den tvivl, jeg stod med. Det var vel en form for skam. I en lang periode ville jeg ikke bekende det over for mig selv, og jeg tænkte hele tiden, at jeg ikke var homoseksuel. Det skulle bare lige gå over. De fyre, jeg skrev med, havde haft den samme følelse og været igennem de samme tanker, fortalte de. Jeg åbnede mig derfor over for dem, og jeg fortalte dem om alt. Det kunne jeg nok kun gøre, da det var nogen, som jeg ikke kendte. Bagefter var jeg lettet. Det føltes som en befrielse at komme af med den indestængte tvivl og få mere styr på, hvem jeg egentlig var. Selve det at erkende, gav mig en fred, som jeg aldrig nogensinde har oplevet før. Det gav en enorm frihed. Også selvom jeg stadigvæk havde en stor hemmelighed, da jeg ikke havde fortalt det til min familie, men den havde jeg jo haft hele tiden.

Et halvt år efter var jeg så sikker i min sag, at jeg planlagde at fortælle mine forældre det. De var de første, der skulle have det at vide. Det skyldte jeg dem, syntes jeg. Det var dem, der ville blive mest berørt, og det er dem, der har flest følelser involveret i mig. Så de fortjente at få det at vide som de første.”



Et spørgsmål om skyld og det ligegyldige i sandheden

“Normalt interesserer jeg mig egentlig ikke for sandheden, men alene for klientens holdning til skyldsspørgsmålet: Skyldig eller ikke skyldig.”

Merete Stagetorn er en af Danmarks mest erfarne og kendte advokater. Hun har været beskikket forsvarsadvokat siden 1980 og har været forsvarer i nogle af landets mest omtalte straffesager. Som forsvarsadvokat har hun en absolut tavshedspligt.

Et af de spørgsmål, som hun er blevet stillet mange gange, er, hvordan hun forholder sig, hvis en klient indrømmer sin skyld over for hende, men stadig påråber sig at være uskyldig:

“Jeg har aldrig været ude for det. Og siden det spørgsmål stilles så ofte, har jeg spurgt mine kolleger, og faktisk er der heller ingen af dem, der har været ude for det. Det skyldes formentlig, at klienten ikke vil løbe den risiko at stole på tavshedspligten og måske også mener, at forsvareren vil kæmpe hidsigere, hvis man fortsat tror på, at den pågældende er uskyldig,” siger hun.

I hendes arbejde sidder hun til tider over for klienter, der ikke fortæller hende hele sandheden:

“Det er svært at beskrive, om jeg har en egentlig fornemmelse om dette, fordi mit arbejde ikke afgøres på fornemmelser. Men jeg konfronterer min klient med de beviser, der kunne være i sagen og medvirke til domfældelse, medmindre klienten har en forklaring, som kan sandsynliggøre, at der ikke foreligger tilstrækkeligt bevis. Måske vil den pågældende ikke fortælle, at han har været på bordel, selvom det ville give ham et alibi, eller ikke fortælle, at han spiller sine penge op, selv om det også kunne medvirke til at belyse, at han muligvis ikke er skyldig i det, som han nu er tiltalt for.”

illustration: Tue Clausen

Troubaduren og vigtigheden i at sætte sig rigtigt

“Jeg kan som regel mærke på folk, om de vil tale med mig, når de kommer ind ad døren. Hvis de sætter sig i baren, betyder det, at de ønsker selskab og vil tale om løst og fast. Sætter de sig ved et bord og stirrer på den samme avisside, er der noget, der tynger dem, og noget de gerne vil tale om. Det er ikke så svært at gennemskue.”

Susanne Brandstrup er indehaver af værtshuset Troubaduren i Århus, som hun har haft i snart ti år. Hun kender sine stamkunder, og hun har hørt lidt af hvert i sin tid bag bardisken.

“Jeg er mange gange blevet forskrækket over, hvor åbne kunderne er. Folk har mange flere hemmeligheder, end man nogensinde vil kunne forestille sig. De fortæller mig ting, som de aldrig ville kunne finde på at fortælle ude i byen eller til deres egen familie. Og de ved godt, at det, de fortæller mig i baren, bliver inden for væggene,” fortæller Susanne Brandstrup.

Når kunderne bekender sig eller har lyst til at snakke om noget, de ikke vil tale med andre om, sker det oftest om formiddagen, hvor der er få gæster på værtshuset. Så er der ro til at tale sammen.

“Det sker også, at der kommer en forbi, mens der er lukket om formiddagen. Så ser de, om jeg går herinde, og hvis jeg gør det, banker de på ruden. De vil gerne fortælle om deres situation, men de vil ikke gøre det, mens andre kan høre det. De er stolte og vil ikke vise deres sårbarhed over for andre. Men nogle ting gør så ondt, at man bliver nødt til at tale om det, og de vil gerne tale med mig, for jeg er en udenforstående. Jeg er neutral.”


Tredje juledag 2005, midt på dagen
“Det var den sidste dag, inden jeg skulle hjem til Århus, hvor jeg studerede. Og jeg havde allerede forestillet mig, hvordan jeg ville sidde i toget og ærgre mig, fordi jeg ikke havde fået det sagt. Det skulle simpelthen være nu, tænkte jeg, mens vi sad ved bordet og spiste frokost. Det var 3. Juledag.
Idet jeg fortalte det, kiggede jeg på mine forældre. Jeg var spændt på deres reaktion. Jeg havde ingen idé om, hvorvidt de havde en mistanke på forhånd. Selvom jeg havde forberedt talen i lang tid, blev det, jeg sagde, meget kort. Jeg sagde til dem: I øvrigt vil jeg gerne lige fortælle, hvorfor jeg aldrig har haft en pige med hjem. Det er fordi, at det ikke er pigerne, jeg er interesseret i. Det er drengene.
Jeg kiggede først over på min mor. Hun sad over for mig, og hun sagde, noget tøvende, at det ikke var nogen stor overraskelse. Jeg kiggede derefter over på min far, der sad og smilede. Han sagde, at hvis det er sådan, det er, er det sådan, det er.

Det var en kæmpe lettelse. Jeg havde virkelig frygtet det. Det var blevet en byrde, som jeg havde vænnet mig til, og pludselig gav jeg slip på den. Det var som at blive forvandlet. Det gav en følelse af lethed. Det var som at blive befriet.”


Dødsenglen og hemmelighederne i graven

Med en rolig hånd lægger han sin hånd på den døende:
“På Jesu Kristi befaling
og for hans lidelses og døds skyld
tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse
i Faderens og sønnens og Helligåndens navn!”


Steen Bonde er hospitalspræst på Århus Universitetshospital, Skejby, og han er en del af det palliative team under Århus Sygehus. Han taler med døende mennesker. Mennesker, der lider. Mennesker, der er syge. Og mennesker, der er i svære situationer, patienter såvel som pårørende.

“Det er en udbredt misforståelse på hospitalerne, at hvis præsten bliver tilkaldt, så er det fordi, at patienten svæver på det yderste, og at jeg er en slags dødsengel,” siger han, mens han læner sig tilbage i stolen. Han er ikke kun en dødsengel, formaner han.  

“Selvfølgelig er vi der, når det drejer sig om døden, men vi er der også, når det drejer sig om liv. Min fornemmeste opgave er at tale om liv.”

Steen Bonde har mellem otte og ti samtaler om ugen med patienter og deres pårørende, og engang imellem er der patienter, der ønsker at skrifte og bekende en viden til sygehuspræsten og lade den dø med ham, som det eneste vidne til deres dybeste hemmelighed.

“Ofte vil de ikke tale om det, men der er noget, som de bare skal have sagt til nogen, inden de dør. Jeg har altid på fornemmelsen, at jeg er den første, de fortæller det til. De ønsker at få velsignelsen, og derfor vælger de mig.”

Steen Bonde fortæller, at det er en bred vifte af bekendelser, som folk fortæller til ham, når de ønsker absolution:

“Det er lige fra mord, til incest og bedrag, til børn uden for ægteskabet, som familien ikke kender til, og så til petitesser, som urene tanker om nabokonen eller tyveri fra arbejdspladsen. Der er ikke længere noget af det, som mennesker gør, der kan overraske mig mere.

Men jeg tror, at det for mig som præst er vigtigt, at jeg kan identificere mig med de tilståelser, jeg hører. Jeg kan tit mærke i mig selv, når de fortæller en historie, at jeg kunne have handlet ligesom dem, hvis jeg stod i den rette situation,” fortæller han og har et bud på, hvorfor en person pludselig finder på at bekende sine inderste hemmeligheder over for ham:

“Vi har alle sammen en længsel om at være accepteret og elsket, som dem vi er. Inderst inde leder vi efter den person, der også kan elske, respektere og tage imod os med vores mørke sider. Og så er der også angsten for straffen på den anden side af døden. Den har også en vist betydning for mange. Og det er ikke kun de ældre, der frygter dette. Det er også en tendens hos de unge. Det er den nagende tvivl om, hvorvidt man kommer til at betale for sine synder. Fordi folk tænker, at hvis der er en eller anden retfærdighed til, så må den også ramme en selv, når man skal forlade denne jord.”

Nogle vælger også at bekende en hemmelighed, som de aldrig har fortalt, men som de ønsker, at Steen Bonde skal fortælle videre til de pårørende efter, at døden har indhentet dem. Noget, de ikke selv har haft modet til at turde fortælle.

Dermed overtager Steen Bonde et dilemma, som den afdøde måske har gået et helt liv og grublet over.

“Jeg fortæller det som regel ikke videre, selv om vedkommende har ønsket det. Det kommer meget an på samtalen med de efterladte. Hvis jeg ikke kan mærke, at de efterladte vil få noget ud af at få vished, fortæller jeg dem det ikke.”

Der er mange efterladte, der spørger efter ham, hvis de ved, at han har snakket med den afdøde. De vil gerne høre, om den afdøde har fortalt Steen Bonde noget, som de bør vide.

“Jeg siger det selvfølgelig ikke, men hvis vedkommende har fortalt mig, at jeg skulle sige det, så kan jeg godt begynde at spørge ind til, hvad den pårørende søger, for at finde ud af om det er en viden, som denne kan bære. Men det er svært, for det kan være, at de efterladte vil få en viden, som de ikke har lyst til,” fortæller han og siger, at hvis fornemmelsen ikke er rigtig, fortæller han det ikke, og hemmeligheden dør med Steen Bonde.

“Det er en rummelighed, jeg som præst har opbygget gennem årene. Min hukommelse er en container for andres menneskers hemmeligheder. Jeg ligger inde med noget viden, og dér skal det blive. Derfor er jeg glad for, at jeg har min bøn. Fordi jeg tror på én, der også tager den type byrder. Jeg siger gerne, at hvis du ikke tror på en gud, så må du anskaffe dig en. Alle har brug for en, som man kan fortælle ting, og som ikke siger noget videre.”

Men selvom man har en gud til at bære ens byrder, kan der stadig være tanker, som vender tilbage:

“Der er en ting, der virkelig har belastet mig, og som dukker op igen og igen. I starten af mine 20‘ere skriftede en mand hos mig, mens han sad med en pistol. Han truede både med at slå mig ihjel og med at begå selvmord. Jeg talte ham desværre fra at begå selvmord. 14 dage efter dræbte han sin kone og sit barn, og jeg vil ønske, at jeg ikke havde talt ham fra selvmord den dag.”

Nu er synden ude af verden, nu er det sagt, og verden faldt ikke sammen af den grund


Han dypper sin tommelfinger i den medbragte olie, og salver ved at smøre den på patientens pande med korsets tegn:
“Han, som har begyndt sin gode gerning i dig
vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.
Fred være med dig!”

“Det er en kæmpe byrde, der falder fra dem. Det er fysisk tydeligt. Man kan se det på blikket, på smilet eller på den måde de går herfra. Nu er synden ude af verden, nu er det sagt, og verden faldt ikke sammen af den grund.”


Frederiks navn er opdigtet. Det rigtige navn er kendt af redaktionen.



(Side 2 ud af 2)
 

Husk at dele dine oplevelser med dine netværk!